På sporet af slægten

Borgerlig vielse

Vielsesattest

Borgerligt ægteskab har været tilladt i Danmark siden 1851. Men det var først i 1923, at alle kunne vælge frit, om de ville giftes på rådhus eller i kirke. Efter den tid blev borgerlig vielse mere almindelig. Bl.a. var der mange, som blev borgerligt viet, hvis de var fraskilte, og skulle giftes igen. Enten fordi de syntes, at det var mest passende, eller fordi deres lokale præst ikke brød sig om at vie fraskilte.

Borgerlige vielser findes i den borgerlige ægteskabsbog for den kommune, hvor vielsen er sket. Du skal kende vielses­sogn/kommune, brudeparrets navne, samt et - nogenlunde - tidspunkt. De borgerlige ægteskabsbøger afleveres ligesom kirkebøgerne til landsarkiverne, og er omfattede af lignende tilgængelighedsfrister.

De, der blev borgerligt viet før 1923 var personer, der enten stod uden for folkekirken og/eller tilhørte et andet trossamfund. Borgerlig vielse var også en mulighed for par, der tilhørte forskellige trossamfund. Folk, der stod udenfor trossamfundene, kunne fx tilhøre jødiske, romersk-katolske eller baptistiske menigheder. Det kunne også være personer, der havde meldt sig ud af folkekirken på grund af en politisk overbevisning. Fx var der mange socialdemokratiske arbejdere, der meldte sig ud omkring slutningen af 1800-tallet. Folk, som blev borgerligt viede, kunne selv vælge, hvor vielsen skulle ske.